Pressemeddelelse

Kulturministeren inviterer medieinteressenter til at diskutere fremtidens medievirkelighed

Kulturminister Mette Bock inviterer medieinteressenter, politikere og meningsdannere til en fordomsfri diskussion om, hvem der fremover kan producere og distribuere dansk medieindhold.

Kulturminister Mette Bock siger:

”Jeg har de sidste par måneder inviteret alle borgere til at diskutere, hvilket dansk medieindhold, der fremover skal sikres udbudt. Jeg vil bruge dette års Røddingmøde til at tage hul på diskussionen om, hvem der kan producere det danske medieindhold, borgerne skal sikres – og ikke mindst, hvordan det kan distribueres.

Det er muligt både at producere og distribuere det nødvendige indhold på en helt anden måde, end vi gør i dag, og jeg glæder mig til at få faglige bud på, hvordan det kan lade sig gøre. Røddingmødet er en enestående mulighed for, at vi i fællesskab kan debattere disse spørgsmål på bedste højskolemanér.”

Fakta om Røddingmødet

Forhenværende kulturminister Bertel Haarder initierede i 2016 Røddingmødet som en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor kulturministeren inviterer kulturfaglige interessenter og meningsdannere til fri og åben debat på Rødding Højskole. Mødets deltagere inviteres i personlig egenskab og vælges ud fra deres viden om og erfaring med årets tema.

Se mere på Kulturministeriets Facebookside

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16.

Se alle nyheder