Pressemeddelelse

Ministeren tager på generationsrejse

Kulturminister Mette Bock tager fra juni til september måned på en ”generationsrejse” rundt i landet for at tale med befolkningen om deres ønsker til fremtidens danske medieindhold. Hvilket dansk indhold vil befolkningen gerne se i tv, lytte til i radioen, læse i avisen eller på nettet? Ministeren skal bruge befolkningens input som inspiration til de politiske forhandlinger om en ny medieaftale i 2018.

 

Det er nødvendigt at høre befolkningen på tværs af alder om deres ønsker til specifikt dansk medieindhold, fordi forskellene i befolkningens mediebrug og behov generationerne imellem er større end nogensinde, og fordi udenlandske medier som Facebook, YouTube og Netflix, tager opmærksomhed og ressourcer fra dansk indhold.

På generationsrejsen møder ministeren borgere i syv forskellige aldersgrupper, hvor formålet er at skabe en åben, offentlig samtale.

Generationsrejsen besøger 7 forskellige byer i Danmark:

  • Mandag den 12. juni 2017 kl. 8.00-9.00 på folkeskolen Fællesskolen Hammelev Sct. Severin i Haderslev (aldersgruppen pre-teens 10-13år).
  • Onsdag den 14. juni 2017 kl. 8.00-9.00 på folkeskolen Holbergskolen i Dianalund, Sorø (aldersgruppen børn 6-10 år).
  • Lørdag den 1. juli 2017 kl. 14.00-15.00 på Aalborg Sportshøjskole (aldersgruppen 50-70 år).
  • Tirsdag den 15. august 2017 kl. 12.00-13.30 på Ørestad Gymnasium i København (aldersgruppen teenagere 13-19 år).
  • Mandag den 21. august 2017 kl. 15.00-17.00 i samarbejde med Ældre Sagen, Vordingborg (aldersgruppen ældre 70+).
  • Fredag den 25. august 2017 kl. 15.30-16.30 i Odense på Nelle’s Cafe (aldersgruppen unge voksne 20-35 år).
  • Onsdag den 27. september kl. 13.00-14.00 hos Grundfos i Bjerringbro (aldersgruppen voksne 35-50 år).

På alle 7 møder vil der være oplæg om fremtidens medier, nye platforme og mediebrug samt diskussion med deltagerne af eksisterende programflader, genrer, platforme, mediebrug og udbud. Møderne styres af mediekonsulent Keld Reinecke og bliver dokumenteret af Kulturministeriet selv på www.antennerneude.dk eller på Facebook her: www.facebook.com/antennerneudedk. Folketingets medieordførere er også inviteret med til møderne.

Først er det vigtigt at tale om, hvilket dansk indhold befolkningen mener, er vigtigst. Diskussionen om, hvem der kan producere og distribuere det indhold, som borgerne ønsker, afholder ministeren efterfølgende med mediebranchens aktører. Endelig skal der tages politisk stilling til, hvordan indholdet skal finansieres.

Alle danskere kan bidrage til processen, og der er allerede indsamlet mere end 3000 forslag her på hjemmesiden og på www.facebook.dk/antennerneudedk . Det er som supplement til denne borgerinddragelse, at generationsrejsen finder sted.

Se alle nyheder